Skip to main content
4. juli 2025

Sanselig kunstoplevelse i Dronning Sophies Hus: Oplev Beauty in the Beast

Skulpturer, lyd og historie smelter sammen i Shane Brox’ udstilling Beauty in the Beast i Dronning Sophies Hus.

Af: Andreas Hjort | Foto: Kamilla Bryndum

Denne sommer danner Dronning Sophies Hus rammen om en udstilling, der skiller sig ud.

I Beauty in the Beast af Shane Brox mødes fantasi, kreativitet og menneskelige følelser. Her bliver gæster inviteret ind i et univers af skulpturer, der både er sjove, smukke, sære og uhyggelige. De er alle lavet af genbrugte tekstiler.

Unik sanseoplevelse i historiske rammer

Skulpturerne udforsker, hvordan det føles at stå uden filter og turde vise sit sande jeg. Samtidig løftes stemningen af et lydunivers komponeret specifikt til udstillingen, som understøtter stemningen og opfordrer til nærvær.

Dronning Sophies Hus’ historiske rammer gør oplevelsen endnu mere intens, og sammenhængen mellem dansk kulturarv og moderne kunst giver udstillingen en ekstra dimension.

Beauty in the Beast kan opleves hver fredag, lørdag og søndag frem til den 31. august fra kl. 10 til 16.30. Billetter koster 125 kroner, mens børn under 12 kommer gratis ind med en voksen. Udstillingen er ikke egnet for kørestolsbrugere og gangbesværede.

Hør mere om udstillingen i videoen herunder.