10. juni 2025

|

Pressemeddelelse

Oplev Shane Brox - Beauty in the Beast i Dronning Sophies Hus

Har du nogensinde tænkt på, hvordan dit sande jeg ville se ud, hvis alle forsvarsmekanismer var væk? Hvis du turde lægge dit skjold, stå følelsesmæssigt afklædt og vende tilbage til et autentisk jeg uden fordomme? Det er denne tilstand, Shane Brox udforsker i sine æteriske, bløde skulpturer skabt af genbrugstekstiler.

Oplev Shane Brox - Beauty in the Beast i Dronning Sophies Hus
Af: Dronning Sophies Hus | Foto: Kamilla Bryndum

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

At træde ind i Shane Brox’ indre verden er som at blive transporteret til mental frihed i en anden dimension baseret på instinkt, kreativitet og accept. Her åbner sig et sært og uforudsigeligt univers, hvor Brox trækker på referencer fra surrealisme og psykedelia til folkloristisk kunst og plantelignende organismer i sine værker bestående af syrede, komiske, uhyggelige og smukke væsner.

Lyde, synsindtryk og vibrationer er vigtige elementer i denne anden verden, som er en følelsesmæssig fejring af det indre univers.

Jeg finder indre fred, når jeg tillader mig selv at følge mine kunstneriske impulser uden at overtænke eller være i tvivl, når jeg bare tør skabe. Det er min største udfordring: blot at være den bedste version af mig selv i hvert et øjeblik, både de gode og de svære, og at have tillid til processen og overgive mig til den.

Udstillingen er en delvis genopsætning af Shane Brox' udstilling af samme navn, udstillet i Nikolaj Kunsthal sidste år.

I Dronning Sophies Hus præsenteres skulpturerne i en særlig ramme: en historisk bygning, der efter århundreders forfald er nænsomt restaureret og har genfundet sin oprindelige pragt. Samspillet mellem husets atmosfære og Brox’ intuitive, bløde skulpturer understreger udstillingens centrale tema: autenticitet som værdi og repræsenterer aspekter af det at være menneske, hvad enten det er legende, skræmmende, glædeligt, uhyggeligt, grimt eller smukt.

Til udstillingen er der skabt en særlig lydrejse, komponeret af Andreas Hüttel, der understøtter stemningen, vækker følelser og inviterer til fordybelse i de historiske rum.

Andreas Hüttel - Lyd revitalisering af krop og sind

Lydværket er inddelt i seks sekvenser, som tilsammen varer cirka 44 minutter. Grundtonen i hver sekvens er en af de seks oprindelige frekvenser i solfeggio-skalaen, en række frekvenser, der først blev brugt i gregorianske sange og genopdaget i midten af ​​det 20. århundrede. Disse frekvenser mentes at have kraftfulde vibrationskvaliteter, der kunne påvirke vores energifelter samt understøtte fysisk, følelsesmæssig og åndelig balance.

Ny forskning indenfor banebrydende lydvidenskab bekræfter denne gamle visdom: binaurale beats kan forbedre kognitive funktioner, lavfrekvente bastoner stimulerer afslapning, og visse lydvibrationer menes endda at understøtte cellulær heling og DNA-reparation.

Gennem hele udstillingen leder musikken dig blidt mod stilhed og nærvær. Vi inviterer de besøgende til at låne en af ​​udstillingens yogamåtter, finde en plads i de forskellige rum, lægge sig ned og tage på en rejse ind i deres indre og de usete kræfter, der omgiver os.

Kort om Shane Brox

Shane Brox (f. 1968) er født i Canada, opvokset i Norge og bor og arbejder i dag i København. Han er uddannet fra Designskolen i Kolding i 1991. Efter ni år i modebranchen startede han i 2000 sit kreative arbejde målrettet børn og deres voksne. Dette resulterede bl.a. i udgivelsen af adskillige børnebøger samt udviklingen af Shanes Verden, en række programmer på DR Ramasjang. Senest har Brox udstillet sine tekstil skulpturer på Christiansborg, Kronborg Slot og Nikolaj Kunsthal. Nerven og drivkraften i hans arbejde har altid været at genfinde og formidle kontakten til det indre barn.

Kort om Andreas Hüttel

Andreas Hüttel, Puma Blanco (f. 1983) er uddannet i Musikvidenskab fra Københavns Universitet og arbejder som musiker, komponist og lydterapeut. Hans arbejde med lyd lever i spændingsfeltet mellem musik, videnskab og teknologi og de antikke visdomsskoler og bærer altid intentionen om at skabe forandringer i bevidstheden hos lytteren.

Kort om Dronning Sophies Hus

Huset blev opført i 1591 af Dronning Sophie, enkedronning efter Frederik 2. Huset ligger på Halsted Kloster Gods, som sammen med den omliggende Halsted By danner rammen om optegnelser, der kan dateres helt tilbage til 600-tallet. Således har området været en meget spændende del af Danmarkshistorien, lige fra Valdemar Sejr over angrebslystne Lybækkere til en af de mest driftige og succesrige dronninger i historien, nemlig Dronning Sophie.

Dronning Sophies Hus kan fremadrettet danne ramme om diverse kunstarrangementer på Lolland. Den fine arkitektur og de smukke rum skal således agere generator for og give kunstenden nødvendige og stemningsfyldte husly.

Det at opleve en given udstilling – et projekt, baggrunden, fremtiden, visionerne og drømmene i virkeligheden midt i den umistelige danske kulturarv, vil være en fuldkommen unik oplevelse for de allerfleste.

Vi ser frem til at dele denne oplevelse med dig!

Fernisering

Der var fernisering mandag den 26. maj fra kl. 15.00 til 18.00. Her holdt Shane Brox en tale, som du kan se her. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt var også på besøg i anledning af åbningen af udstillingen. Han holdt også en tale, som du kan høre her.

Praktisk Info:

Udstillingen Beauty in the Beast kan opleves i Dronning Sophies Hus alle fredage, lørdage og søndage fra d. 29. maj til 31. august 2025 kl. 10.00-16.30.

Både kunstner Shane Brox, godsejer Jytte Frijs og administrator og kurator Niels Peter Schack-Eyber står til rådighed i forhold til interview. Skriv gerne til info@dronning-sophies-hus.dk eller 44121371.

For at læse mere om udstillingen og musikken, klik her https://dronning-sophies-hus.dk/index.html

Galleri

Event Information