Kunne du tænke dig et selvstændigt job med gode kollegaer, gode ansættelsesvilkår og attraktive personalegoder, så søg stillingen som havneassistent til havnen i Rødby.
Jobbeskrivelse
Som havneassistent hos Scandlines i Rødby bliver du en vigtig del af den daglige drift på havnen og sikrer, at færgeoperationerne kan gennemføres sikkert, effektivt og rettidigt. Stillingen indebærer primært service- og driftsopgaver i havneområdet, hvor du har en bred kontaktflade og arbejder tæt sammen med både havneassistenter, smede og elektrikere.
Du vil indgå i et team, men arbejde selvstændigt i det daglige, da der typisk kun er én havneassistent på vagt ad gangen. Det stiller krav til ansvarlighed, overblik og evnen til at træffe beslutninger i en travl og til tider uforudsigelig hverdag.
Arbejdet foregår i 3-holdsskift. Stillingen kræver fleksibilitet, god fysik og fokus på sikkerhed, da opgaverne ofte udføres udendørs og under skiftende vejrforhold.
Stillingen er på fuld tid med en gennemsnitlig arbejdstid på 37 timer om ugen. Stillingen er tidsbegrænset i 6 måneder med mulighed for forlængelse. Scandlines ønsker stillingen besat hurtigst muligt og afholder samtaler løbende.
Ansvarsområder
Dit arbejde vil bestå af at:
- Forsyne overfartens færger med brændstof og ferskvand
- Modtage slam, lænse og toiletvand fra færgerne
- Køre gods til og fra færgerne
- Køre affaldscontainere til og fra færgerne
- Tømme affaldscontainere på eget og offentligt område
- Håndtere affald på containerplads
- Betjene og nødbetjene havnens hydraulikanlæg
- Håndtere trosser
- Assistere færgerne ved oplægning og forberedelse til værftsophold
Derudover kan der opstå forskelligt forefaldende arbejde.
Faglige kompetencer
Det er et krav, at du har:
- Truckcertifikat
- Kørekort eller traktorkørekort
- Kendskab til teknik
- It-kompetence på brugerniveau
Endvidere skal du kunne:
- Tale og skrive dansk
- Tale og forstå simpelt engelsk eller tysk
Personlige kompetencer
Det er en forudsætning, at du er i god fysisk form. Det er helt afgørende for Scandlines, at du har let til smil og kan bevare overblikket, når der er travlt.
Ansøgningsfrist
30-09-2026
Yderligere oplysninger
Vil du vide mere om stillingen eller Scandlines, er du velkommen til at kontakte: Lene Christensen på telefon 60 39 43 24.
Scandlines glæder sig til at modtage din ansøgning og CV via nedenstående link. Scandlines behandler løbende indkomne ansøgninger og indkalder til samtale. Scandlines forbeholder sig derfor retten til at tage opslaget ned, når de rette kandidater er fundet.
Scandlines er et moderne og innovativt rederi med en grøn vision for fremtiden. Scandlines har en stolt kultur baseret på et stærkt dansk-tysk samarbejde og en maritim historie, som rækker tilbage til 1872.
Scandlines driver to færgeruter med høj kapacitet og frekvens. Seks af Scandlines' syv færger er hybridfærger, og to er desuden udstyret med et innovativt rotorsejl – og det bidrager til at gøre Scandlines' færger grønnere.
Scandlines' kerneforretning består i at levere en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Fokus i alle Scandlines' aktiviteter – uanset om det er om bord på Scandlines' færger eller i Scandlines' BorderShops – er at give Scandlines' kunder en god oplevelse.
Med 37.500 afgange fordelt på syv færger transporterede Scandlines i 2024 tæt på 6,4 millioner passagerer, over 1,6 millioner personbiler og 700.000 fragtenheder på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock.