Er I et energisk par, der nyder gæstekontakt og sætter en ære i at yde en god service? Har I sans for receptionsarbejde, personaleledelse og erfaring med vedligehold og ejendomsdrift? Drømmer I om at bo og arbejde midt i smuk natur med høj grad af selvstændighed og fleksibilitet? Så er det måske jer, Nysted Camping leder efter! Hvis du er en enkelt person med interesse for jobbet, modtager Nysted Camping også meget gerne din ansøgning.
Om Nysted Strand CampingNysted Strand Camping er en naturskøn perle beliggende direkte ved Østersøen og Nysteds stemningsfulde, historiske rammer. Campingpladsen rummer en god blanding af camping- og teltpladser samt flotte og luksuriøse hytter og lejligheder, hvor gæsterne kan nyde den rolige kystatmosfære tæt på både strand, skov og bymiljø.
Pladsen er unikt placeret med direkte adgang til flot og børnevenlig badestrand og med frit udsyn over vandet til Nysted og det historiske vartegn Aalholm Slot. Nysted by ligger blot en kort gåtur væk med sine velbevarede bindingsværkshuse, hyggelige gader og det maritime miljø omkring havnen. Nærområdet byder på en rig variation af naturoplevelser, kyststier, lokale spisesteder og kulturbegivenheder, som tilsammen skaber et attraktivt udgangspunkt for ferieophold på Lolland-Falster.
Nysted Strand Camping drives med fokus på godt værtskab, kvalitet, ro og gode oplevelser for hele familien. Pladsens faciliteter og aktiviteter understøtter både afslapning ved vandet og et aktivt friluftsliv, hvilket gør den til en populær destination for børnefamilier, seniorer, vandrere, cyklister, lystfiskere og kajakroere.
Campingpladsen har 120 pladser til campingvogne, telte og autocampere, 19 flotte hytter og 3 luksuriøse kystlejligheder. Hertil en tilhørende selvbetjent autocamperplads med 30 pladser. Pladsen holder åbent i sæsonen fra slut marts til slut oktober.
Nysted Camping søgerTo daglige ledere (et samlevende par) til ledelse og daglig drift af Nysted Strand Camping. Den gode kombination kunne for eksempel være:
- En person med sans for reception, ishus/café og gæsteservice, som taler flydende dansk og engelsk (også tysk er et stort plus).
- En person som er håndværksuddannet eller har hænderne godt skruet på og trives med vedligehold, service og drift af campingpladsens bygninger og grønne arealer.
I får ansvar for den daglige ledelse og drift af campingplads og ishus/café, herunder:
- Være værter for gæster og sikre den gode service og oplevelse.
- Lede et hold af 6-8 ansatte på tværs af rengøring, pladspleje, reception og ishus/café.
- Facilitere gode aktiviteter og stemningsfulde arrangementer for pladsens gæster.
- Sikre det løbende vedligehold og drift af campingpladsen.
- Deltage i løbende renoveringer og videreudvikling.
- Tæt samarbejde med ejer, som er aktiv i driften og bistår med administrative opgaver såsom bogføring/regnskab, kontrakter, løn, hjemmeside, digitale systemer og markedsføring, således at I kan koncentrere jer om den gode service og den daglige drift.
- Et fleksibelt arbejde med høj grad af selvstændighed.
- En hverdag i naturskønne omgivelser med masser af frisk luft, glade gæster og livskvalitet.
- Frihed og fleksibilitet – 8,5 måneders arbejde med 3,5 måneder stort set fri.
- To fuldtidsstillinger med ansættelse året rundt (også mulighed for én fuldtidsstilling og én på nedsat tid).
- Konkurrencedygtig fast løn og bonusordninger (forventet gennemsnitlig månedsløn per fuldtidsstilling på 40.000-42.000 året rundt) – mulighed for yderligere indtægt i vinterperioden.
- Bestyrerbolig på campingpladsen, som kan benyttes i sæsonen eller som fast bopæl året rundt.
- Mulighed for medejerskab.
Lyder jobbet som noget for dig/jer? Så hører Nysted Camping meget gerne fra dig/jer. Send gerne CV og en motiveret ansøgning til e-mail info@nystedcamping.dk senest den 15. oktober 2026.
Der afholdes løbende samtaler og forventet startdato vil være 1. januar 2027.
Ved spørgsmål eller øvrige henvendelser kan Nysted Camping kontaktes på telefon: 3131 8736 eller ovenstående e-mail.