10. august 2026

|

Pressemeddelelse

Gæs gør mindre skade på vinterhvede end antaget

HØST: Vinterhvede kan kompensere for selv kraftig gåsegræsning om vinteren. Men fortsætter græsningen sent ind i foråret, falder både udbytte og kvalitet.

Gæs gør mindre skade på vinterhvede end antaget
Af: Aarhus Universitet Technical Sciences | Foto: Kevin K. Clausen

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Store flokke af gæs på vinterhvedemarker behøver ikke føre til tab ved høst, selv om planterne ser kraftigt nedbidte ud. Et nyt studie viser, at gæssenes vintergræsning ikke giver et statistisk sikkert fald i kornudbyttet. Når græsningen derimod fortætter sent ind i foråret, falder udbyttet med 7–10 procent.

Forskerne har sammenlignet høstudbyttet i kraftigt græssede og ugræssede dele af seks marker på Lolland og Falster ved hjælp af GPS-baserede udbyttekort fra moderne mejetærskere. Et kontrolleret klippeforsøg bekræftede resultaterne: Vinterklipning af hvedeplanterne gav intet målbart udbyttetab, mens klipning sent på foråret gav et tab på 7–10 procent.

Resultaterne udfordrer forestillingen om, at store flokke af gæs på vinterhveden automatisk betyder store økonomiske tab. Hveden kan indhente meget af det tabte efter vintergræsning, mens planten er langt mere sårbar sent på foråret siger seniorforsker Kevin Kuhlmann Clausen fra Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet.

Forårsgræsningen påvirkede også kvaliteten. Korn fra planter, der blev påvirket sent i vækstsæsonen, havde et lavere kvælstof- og dermed proteinindhold. Sen græsning kan derfor både reducere mængden af korn og forringe dets foderværdi.

Studiet peger dermed på, at indsatsen mod gåseskader med fordel kan målrettes de perioder, hvor vinterhveden faktisk er sårbar. Forskerne understreger dog, at vintergræsning kan holde markerne attraktive for gæssene og øge risikoen for, at de vender tilbage om foråret.

Studiet er gennemført af seniorforsker Kevin Kuhlmann Clausen og professor Jesper Madsen fra Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet og publiceret i European Journal of Wildlife Research. Feltarbejdet indgik i projektet Samforvaltning i praksis, finansieret af 15. Juni Fonden.

Læs mere i artiklen her.

Læs den videnskabelige artikel The importance of timing in goose grazing effects on winter wheat yield her.

Nøgleord
Teknologi & videnskabKlima & miljøErhverv
Event Information