Ugen begyndte med den højeste elpris i knap to år, da elprisen inkl. moms mandag aften rundede syv kroner per kilowatt-time. Men i weekenden kan landets elkunder se frem til, at elprisen går den stik modsatte vej.
Lørdag falder den rene elpris nemlig under nul kroner i flere timer i både Vest- og Østdanmark.
I Vestdanmark er prisen negativ i 5 timer og 45 minutter og når ned på -1,25 øre per kilowatt-time på det billigste tidspunkt. I Østdanmark ligger prisen under nul i 3 timer og 45 minutter og rammer -1,11 øre per kilowatt-time på sit laveste.
Også set over hele døgnet bliver lørdag usædvanligt billig. I Vestdanmark skal man helt tilbage til 5. april for at finde en dag med en lige så lav eller lavere gennemsnitlig elpris. I Østdanmark skal man tilbage til 14. juni.
Det er et meget tydeligt eksempel på, hvor hurtigt elprisen kan ændre sig. Mandag var elprisen oppe på det højeste niveau i knap to år, mens den lørdag ryger helt i bund. Derfor giver det god mening at gøre det til en vane at holde øje med elprisen. Og har man mulighed for at flytte noget af sit strømforbrug, kan der være penge at spare. Det gælder eksempelvis ved opladning af elbilen eller når man sætter vaskemaskinen i gang siger Lars Pedersen, presseansvarlig i NRGi
Allerede i løbet af natten til lørdag falder elprisen markant, og gennem både natten, morgenen og en stor del af dagen ligger den på et meget lavt niveau. Først hen mod aftenen stiger prisen igen.
Strømmen er oftest billigst midt på dagen
Selv om elprisen kan ændre sig markant både fra dag til dag og i løbet af det samme døgn, er der fortsat et tydeligt mønster for, hvornår strømmen oftest er billigst.
En analyse fra NRGi viser, at døgnets billigste time fra 1. marts til og med 19. september har ligget mellem kl. 12 og 16 på 189 ud af 203 dage i Vestdanmark. I Østdanmark gælder det 181 ud af 203 dage.
Selv om elprisen kan skifte meget fra den ene dag til den anden, ser vi stadig et ret tydeligt mønster i, hvornår strømmen er billigst. Midt på dagen har været det billigste tidspunkt langt de fleste dage siden marts. Det er værd at have i baghovedet, hvis man har mulighed for at flytte noget af sit strømforbrug, men det bedste råd er stadig at tjekke den konkrete elpris fra dag til dag siger Lars Pedersen.
Om elprisen
Priserne for lørdag er baseret på den rene elpris og dækker ikke transport (tariffer), moms, abonnement og eventuelle tillæg fra elselskabet.
I Danmark er elmarkedet opdelt i to prisområder. DK1 dækker den vestlige del af landet, det vil sige Jylland og Fyn, mens DK2 dækker den østlige del, det vil sige Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm.
Fakta om elprisen lørdag
- Den rene elpris er under nul i 5 timer og 45 minutter i Vestdanmark og 3 timer og 45 minutter i Østdanmark.
- Laveste pris: -1,25 øre/kWh i Vestdanmark og -1,11 øre/kWh i Østdanmark i kvarteret fra kl. 15.00.
- Højeste pris: 0,62 kr./kWh i Vestdanmark og 0,63 kr./kWh i Østdanmark i kvarteret fra kl. 21.15.
- Negative priser: Fra kl. 10.45 til 16.30 i Vestdanmark og fra kl. 12.00 til 15.45 i Østdanmark.
