Hvordan skaber vi nye mødesteder med afsæt i de bygninger og steder, vi allerede har? Det kommer 15 lokale fællesskaber med hver deres svar på. De 15 fællesskaber har netop modtaget støtte gennem indsatsen Underværker, hvor Realdania støtter frivillige ildsjæleprojekter med potentiale til at skabe nyt liv, nye aktiviteter og nye mødesteder i deres lokalsamfund.
Stederne er forskellige: en vandmølle, et mejeri, en turbinehal, en hangar, et autoværksted. Fælles for projekterne er, at de styrker fællesskaberne lokalt, og at de alle tager udgangspunkt i eksisterende bygninger og steder, som med relativt enkle greb får nyt liv og ny betydning for lokalsamfundet.
Lokale ildsjæle er ofte de første til at eksperimentere med nye måder at skabe fællesskaber på, og derfor fungerer Underværker også som et folkeligt laboratorium for, hvordan vi kan skabe nye mødesteder og stærkere fællesskaber med udgangspunkt i stedernes potentialer. De 15 Underværker, vi støtter i denne runde, er alle gode eksempler på lokale ildsjæle, der ser muligheder dér, hvor andre måske ser tomme bygninger og som ser potentiale i at styrke de lokale fællesskaber i deres lokalområder. siger Mikkel Suell Henriques, projektchef i Realdania og medlem af Underværkers bedømmelsesudvalg
Transformationer skaber rum for fællesskaber
Med en støtte på samlet godt 15 mio. kr. skal de 15 fællesskaber nu videre med udviklingen af de eksisterende bygninger og steder, så de i fremtiden kan danne rammen om nye fællesskaber og lokal udvikling.
Foruden det store fælles fokus på transformation frem for nybyggeri, viser flere af projekterne, hvordan man kan arbejde med fysiske rammer som drivkraft for deltagelse, trivsel og lokal sammenhængskraft. I flere af projekterne er der fokus på nye målgrupper, der ikke nødvendigvis finder vej ind i de traditionelle foreningsfællesskaber. Det gælder f.eks. i Wonderland på Lolland, som tilbyder et alternativt fællesskab blandt rollespillere og Turbinehallen i Næstved, der inviterer til bevægelse og kreativ udfoldelse for unge og børn.
Det er inspirerende at se, hvordan flere af projekterne arbejder med at invitere nye målgrupper indenfor. På forskellig vis vil de skabe åbne og inkluderende mødesteder, der gør det muligt for flere at være med på egne præmisser. I Realdania ved vi, fra vores store livskvalitetsundersøgelse, at relationer i vores lokalområde har en stor betydning for vores livskvalitet. Derfor er det positivt, at projekterne arbejder med, hvordan de lokale relationer kan styrkes, og hvordan de kan invitere endnu flere med i fællesskaberne siger Mikkel Suell Henriques
Dyk ned i Realdanias undersøgelse: Vores livskvalitet
Underværker modtog i årets ansøgningsrunde 101 ansøgninger fra hele landet. Efter en bedømmelsesproces er de 15 projekter blevet udvalgt til at modtage støtte.
Med de 15 nye projekter har i alt 365 ildsjæleprojekter modtaget støtte fra Realdania gennem Underværker, siden indsatsen begyndte for over ti år siden. Næste ansøgningsfrist i Underværker er i starten af 2027.
Fakta om Underværker 2026
Underværker er en indsats i Realdanias målrettet frivillige ildsjæle, der skaber nye mødesteder i både nye og eksisterende bygninger i hele Danmark med lokal forankring og høj grad af fælles ejerskab.
De 15 nye projekter modtager samlet 15.360.000 kr. i støtte fra Realdania. Projekterne er udvalgt af et bedømmelsesudvalg bestående af fem ildsjæle og erfarne projektmagere samt en projektchef fra Realdania. Medlemmerne i udvalget er:
- Dennis Roan Nielsen, Tv-vært, debattør og indehaver af tømrervirksomheden Gangbart
- Mille Møller Nielsen, Projektleder hos Klimaalliancen Aalborg ved Aalborg Kommune og tidligere bestyrelsesleder for kulturinstitutionen HUSET i Hasserisgade
- Julie Skaar, Iværksætter, landistriktsudvikler hos LAG og medejer af Motorfabrikken Marstal
- Aysha Amin, Kunstner, kurator, arkitekt og medstifter af galleri Andromeda8220 i Gellerup
- Johannes Vestergaard, Kok, iværksætter og frivillig i Lønstrup Bio
- Mikkel Suell Henriques, projektchef i Realdania
Kort om de 15 nye projekter, der har fået støtte gennem Underværker
- Nykøbing, Morsø Kommune: Vores Værksted
- Kruså, Aabenraa Kommune: Et nyt samlingssted i Kruså Vandmølle
- Samsø, Samsø Kommune: Stuer der samler på Bisgaard
- Marstal, Ærø Kommune: Spisekammer Ærø - et regenerativt fællesskab
- Kettinge, Guldborgsund Kommune: Et bæredygtigt Wonderland
- Nykøbing F., Guldborgsund Kommune: Mødested for Vandsport
- Bovense, Nyborg Kommune: Nye madfællesskaber på Bovense Gamle Skole
- Aarhus, Aarhus Kommune: Frontløberne tilbage til Mejlgade
- Næstved, Næstved Kommune: TURBINEHALLEN - Sydsjællands Movementhal
- Ringkøbing, Ringkøbing-skjern Kommune: GeneratorHaven
- Eskilstrup, Guldborgsund Kommune: Den Store Sal i Eskildsstrup
- Auning, Norddjurs kommune: SPLINTEN ELDRUPGAARD
- København, København Kommune: Transformation af Studenterhuset i København
- København, København Kommune: Orangeriet i Sidste Moles hangar
- Ulbølle, Svendborg kommune: ULBØLLE AUTO - Rum for livemusik og kulturliv på Sydfyn
